Denne opskrift er min tro følgesvend gennem flere år og kan findes på:
http://www.kvalimad.dk/opskrifter/simpelt-rugbroed.
Sidens ejer, Max, har endda været så sød at lave videoer, som gør det meget nemmere for uøvede at følge hans opskrifter. Desuden har han en masse andre opskrifter og forklaringer, som rigtig mange (bl.a. mig) er meget glade for.
Surdej
Hvis du ikke har en surdej, må du starte med at lave en. Opskriften og forklaringer findes på:
http://www.kvalimad.dk/opskrifter/lav-en-surdej
- 2 dl mel (hvedemel og/eller rugmel)
- 2 dl vand
- evt. ca. 1 dl. surmælksprodukt
Jeg kan godt lide surt (fast) og mørkt rugbrød. Jeg undlader derfor hvedemelet og erstatter det med rugmel i surdejen. Jeg starter med at hælde 2 dl. vand og 2 dl. rugmel i en skål.
For at få gæringen hurtigt i gang, tilsætter jeg også et surmælksprodukt. Rør lidt rundt, så det hele er blandet.
Dæk skålen med et viskestykke og lad den hvile i 24 timer.
Efter ca. 24 timer skal surdejen igen fodres med halvt mel/halvt vand. Hvis man har brugt et surmælksprodukt i dejen, vil man sikkert allerede nu se at blandingen er blevet mere fyldig. Du kan igen vælge om du vil bruge halvt rug- halvt hvedemel eller kun rugmel.
Efter 24 timer gentager du processen og bliver ved så mange dage som nødvendigt. Når dejen er begyndt at boble og du kan se at der sker en masse i den er den klar til brug. Den skal lugte surt/ølagtigt. Hvis den kommer til at lugte råddent må den kasseres.
Ellers kan bagningen gå i gang 🙂
Hverdagsbrød
- 4 dl surdej
- 12 dl vand
- sovsekulør
Put surdej, vand og sovsekulør i en stor skål. Tilsæt herefter:
- 4 dl skårne rugkerner
- 4 dl knækkede hvedekerner
Rør lidt rundt. Herefter hviler blandingen, til kernerne er begyndt at suge vand – en time eller to. Rør lidt igen. Lad nu blandingen hvile til kernerne er helt bløde og du har tid til at bage – ikke for længe, men gerne et døgns tid.
Tilsæt:
- 1½ spsk. salt
- 8 dl rugmel
- 8 dl hvedemel
Dejen skal være som lidt for tyk havregrød. Hvis den er for lind, kan du tilsætte lidt mere mel – hvis den er for tyk kan du tilsætte lidt vand. Når du har bagt brødet nogle gange ved du helt nøjagtigt hvordan du vil have dejen. Lad dejen hæve i et par timer.
Kom herefter dejen i 2 store rugbrødsforme og lad den hæve fra 1-2 timer. Der skal være plads til at dejen kan hæve lidt.
Bag brødene ca. 1 time og 15 min. ved 200 grader (varmluft)
Tag brødene ud af ovnen, læg dem på rist til afkøling og put dem i plastikposer så snart de ikke længere er for varme til det. Dampen opbløder skorpen.
Ovenstående brød smager rigtig godt. Man kan selv eksperimentere lidt med blandingen af hvede-/rugmel efter hvad man kan lide – og ligeledes kan man prøve at ændre lidt på smagstilsætninger, hvis man har mod på det.
Tak Max – Jeg kan varmt anbefale http://www.kvalimad.dk/