Denne opskrift har jeg fået af Ida – en af mine kolleger i hjemmeplejen.
En nakkefilet, a ca. 1,5 kg, gnides godt med salt og peber. Herover drysses et lag timian og evt. herbes de provence.
Lægges i en plastikpose og overhældes med 1/2 – 3/4 l rødvin. Tilsæt 2 fed knust hvidløg. Stilles koldt i ca. 1 døgn.
Kødet tørres af i køkkenrulle. Brunes i en gryde. Kommes herefter i et lågfad med lidt marinade og steger ved 175 grader i ca. 2-2½ time.
Skæres i skiver og kan evt. pakkes i staniol med lidt væde og holdes varm i ovnen ved ca 50 grader.
Stegen kan gøres helt klar dagen i forvejen. Staniolpakken sættes så i ovnen til opvarmning ved 175 grader i ca. 1 time.
Sovsen laves af stegeskyen/marinaden. Tilsæt lidt piskefløde og evt. lidt creme fraiche.