Vi har altid fået æbleflæsk til julefrokoster. En klat lunet æbleflæsk på rugbrød med Salami, svarer til at få en klat italiensk salat på rugbrød med rullepølse. Bare dejligt 🙂
- 1 kg syrlige æbler
- 400 g røget flæsk i tern eller små stave (evt skåret ud af tykke baconskiver)
- Op til ca. 200 g sukker – efter smag og syrligheden i æblerne.
- Evt en anelse salt og peber og måske lidt eddike
Skræl æblerne, del dem i kvarte, fjern kernehusene og skær dem i fine både.
Steg det røgede flæsk på en tør pande. Når det er sprødt hældes flæsk og fedt over i en sigte, som hænger over en skål. Lad noget fedt forblive på panden, eller tag noget fra skålen. Steg æblerne i fedtet. Hvis det er for tørt, tager du noget mere fra skålen med fedt. Når æblerne er er bløde hakkes de i mindre stykker med en paletkniv eller lignende. Der må/skal gerne være æblestykker i æbleflæsk, men ikke for store.
Tilsæt nu sukker og evt. lidt mere fedt, rør rundt og lad æblerne tage lidt farve. Æbleflæsk skal ikke svømme i fedt, men det skal heller ikke være for tørt. Tilsæt det røgede flæsk, rør i det, smag til – og voila!
Æbleflæsk kan opbevares i en lukket beholder i køleskabet og lunes lidt i microovnen når det skal bruges.