Carinas svigermor laver en helt fantastisk god hønsesalat. Jeg bad hende om opskriften, men hun smager til og prøver sig frem – så opskriften lød: “Jeg har bare kogt noget kylling, blandet asparges og evt. lidt små ærter i en dressing som slumpes lidt sammen af creme fraiche og mayonnaise smagt til med lidt karry eller sennep? Og vigtigt – toppet med små sprøde baconstykker.”
Ud fra det har jeg fundet frem til følgende opskrift – der aldrig bliver helt som svigermors – men dog nærmer sig 🙂
Ingredienser:
- 100 g. mayonnaise
- 100 g. creame fraiche (18%)
- Ca. 1 spsk. sennep (evt. bornholmsk sennep)
- 0,5 – 1 tsk. karry
- Salt og peber
- Aspargessnitter – glas eller dåse
- Ca. 200 g frosne ærter
- Ca. 300 g kogt kylling uden skind (f.eks. kyllingebryst)
- 1 stk. kylling bouillonterning
Topping:
Godt med sprødstegt bacon i mindre stykker eller terninger.
Fremgangsmåde:
Kog kyllingebryst i en gryde med vand og bouillonterning i ca. 25 min og køl af i kogevandet eller brug en rest tilberedt, kold kylling.
Optø ærter og dræn aspargessnitter.
Bland mayonnaise, creame fraiche, sennep, karry salt og peber. Smag til.
Når kyllingen er helt afkølet skæres eller rives den i mindre stykker og blandes med ærter og asparges i dressingen. Dæk til og sæt på køl.
Lad hønsesalaten stå og trække smag før servering (gerne natten over). Smag til igen – husk at bacon også tilfører lidt salt til hønsesalaten.
Bacon steges sprødt, lægges på køkkenrulle for at fjerne overskydende fedt og køle af. Hønsesalaten toppes med mindre stykker sprødt bacon eller sprødstegte baconterninger lige før serveringen.
Tips:
Brug en god mayonnaise og en ikke for stærk, gerne sødlig, sennep.
Det betyder en del hvilken karry, sennep og mayonnaise man bruger og forholdet mellem de forskellige ingredienser spiller også ind.
Hvis man ønsker det kan man tilføre hønsesalaten lidt friskhed ved at tilsætte lidt citronsaft.
Det er vigtigt at hønsesalaten får lov til at hvile og trække smag – men i bund og grund handler det mest om at forsøge at lave en hønsesalat, med kærlighed, som man selv synes smager godt 🙂
Tak for opskriften! 🙂