Du kan også komme skiver af andre grønsager mellem squashene, f.eks. aubergine og tomat. Der er en ret stor mængde grillede squash til at starte med, men de svinder meget, når de bliver grillet.
300 g squash
salt
Tomatsauce
100 g gule tomater
2 fed hvidløg
100 g løg
salt & peber
Bechamelsauce
5 g DDV plante 70 til stegning
10 g mel
1 ¼ dl minimælk
lidt reven muskatnød
salt & peber
1 bundt persille
40 g lasagneplade (1 ½ stk)
170 g fersk laks
Skær squashen i tynde skiver på langs, grill dem på havegrillen eller bag dem i ovnen. Krydr med salt.
Skær tomaterne i tern, hak hvidløget og løget fint og kom det i en lille gryde. Kog det i cirka 10 minutter og smag til med salt og peber.
Smelt fedtstoffet i en lille gryde og rør melet ud i det. Spæd langsomt minimælken i under omrøring til en jævn sauce. Kog et par minutter og smag til med revet muskat, salt og peber. Vend hakket persille i saucen.
Start med at lægge en halv lasagneplade i bunden af et lille ovnfast fad. Byg lagvist op med grillet squash, tomatsauce, tynde skiver af laks og bechamelsauce. Slut med en halv lasagneplade med bechamelsauce over.
Kom det i en 200° varm ovn i cirka en halv time, til overfladen er gylden og lasagnepladerne føles møre, når der stikkes en skarp kniv igennem.
Server evt. med en grøn salat til.
Opskriften er fra ‘Sund og slank året rundt – middage’